
Den almindelige 10. klasse ligner det man kender fra folkeskolen, og så alligevel ikke helt. Eleverne følger faglig undervisning i dansk, engelsk og matematik. Man kan vælge at have tysk og science (fysik/kemi), derudover har eleverne nogle lidt andre fag, som hedder Spor og Dannelse. Der gives standpunktskarakterer, afholdes terminsprøver, og skoleåret afsluttet med folkeskolens 10. klasses prøver (FP10).







I dansk følger eleverne sin stamklasse. I engelsk og matematik niveaudeler vi, så vidt det er muligt. I de valgfrie fag tysk og science er du sammen med et hold på tværs af 10. klasserne.
Alle prøvefaglige fag afsluttes med folkeskolens 10. klasses prøver (FP10).

Alle elever i 10. klasse skal som en del af den obligatoriske undervisning i 10.klasse både i brobygning og skrive en Obligatorisk Selvvalgt Opgave (OSO). I brobygning kommer du ud og oplever to forskellige ungdomsuddannelser af hver to dages varighed. OSO-opgaven skal omhandle tanker om og vejen til ens ungdomsuddannelse.
Vi lægger OSO-opgaven i efteråret samtidig med, at eleverne er i brobygning, så uddannelsesbesøg og OSO hænger sammen.


Lærer
Anders står bag vores musiklinje og flere af vores musiske valgfag; og det er der god grund til. Han har nemlig mange års erfaring som musiklærer – både fra forskellige musik- og aftenskoler og senest fra Staby Efterskole. Han har også sin teori fuldstændig på plads, da han kommer med en kandidat i Musikvidenskab, samt den ret tjekkede titel Certified Electronic Music Producer fra Berkley College University. Udover at være musiklærer underviser Anders også i matematik. Når Anders ikke er at finde på Hardsyssel Efterskole, så er der gode chancer for at finde ham på en frisk løbetur, ude med fiskestangen eller naturligvis ude og spille musik.

Lærer
Helle underviser i dansk, engelsk og dannelse, samt valgfaget ’bogklub’, som hun har taget initiativ til. Helle har nemlig udover læreruddannelsen også en uddannelse som boghandler og deraf også en stor interesse for bøger. Fritiden bliver brugt til det yderste og Helle fordeler sin energi og sit smittende væsen mellem familien og hjembyen Hjerm, hvor hun opererer som multifrivillig i alskens udvalg, bestyrelser og forældreforeninger. Derudover finder hun også tid til at gå til kor – en passion hun har dyrket gennem mange år.

Lærer - Uddannelsesvejleder
Karin har været på Hardsyssel i over 25 år og underviser blandt andet i engelsk og forskellige valgfag. Karin kom til Hardsyssel som helt grøn lærer og har siden været med til at give knap 2500 elever et mindeværdigt efterskoleår. Hun er altid klar på en snak og et opmuntrende ord, når der er behov for det. I fritiden kan man ofte finde Karin i sportshallerne eller på stations rundt i landet.

Lærer
Vores elever har fornøjelsen af Kathrine, som underviser i dansk, dannelse og matematik, hvor hun med sit rolige og nærværende væsen støtter elevernes faglige udvikling. Derudover står hun også i spidsen for en række valgfag – alt fra Debatklubben til Strik og Hækling, hvor man kan nyde godt af hendes anerkendende tilgang og store smil.

Lærer - Uddannelsesvejleder
Mads har en bachelor i idræt og sundhed og en kandidat i Medievidenskab – en baggrund han på Hardsyssel bruger i fagene dansk, kulturfag, idræt, fodbold samt på sportslinjen, og derudover er han uddannelsesvejleder. Mads er har et alsidigt CV og har tidligere slået sine folder hos TV2 SPORT og DR P4 Midt & Vest. I fritiden kan man blandt andet finde ham på en fodboldbane, en håndboldbane eller på hjemmebanen med familien.

Lærer - TR
Martin har været på Hardsyssel siden han blev færdig på seminariet, og han underviser i matematik, dannelse, på Outdoorlinjen og i flere forskellige valgfag inden for friluftsliv og køkkenhave. Privat brænder Martin for at dyrke alskens gode sager i køkkenhaven – et levn fra opvæksten på gården hjemme i Thy. Tilhørsforholdet til Thy fornægter sig ikke, og han kan skrue op og ned for dialekten hurtigere end eleverne kan klappe højskolesangbogen i. Hvad end det er på rigsdansk eller på Thysk, så kan Martin noget med ord, og han er en den fødte entertainer og taler, som ikke er bange for at tale om de store ting i livet, og som sætter en ære i at møde eleverne lige nøjagtig der, hvor de er.
Søg