Hvad er danskhed? Handler det om flæskesteg med brun sovs eller om tillid og flexicurity-model? Eleverne har sammen med flere hundrede andre efterskoleelever været på Efterskolefestival 2018 for at diskutere, hvad der ligger i ordet ‘danskhed’.
Og det har Magnus Frederiksen, som går i 9. klasse, gjort sig nogle tanker om.
– Jeg tænker, man er dansk, når man føler sig dansk, siger han.
Efterskolefestivalen har overskriften “Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit” og er arrangeret af KFUM og KFUK, som Hardsyssel Efterskole er tilknyttet. Otte andre efterskoler har også deltaget på festivalen, og eleverne har derfor mødt “kollega-elever” og mærket fællesskabet dér.
Temaet er et varmt emne og lægger op til debat, men eleverne har ikke mødt et endeligt svar på, hvad danskhed er, fortæller den ene festivalchef, Johanne Nørtoft.
– I den offentlige debat er der mange forskellige holdninger til, hvornår man er dansk. Den danske sangskat giver også mange bud på, hvad danskhed er – og med udgangspunkt i den, har vores mission været at brede emnet ud. Eleverne skal blive klogere på, hvad de selv mener om danskhed, siger hun.
Særlig stemning
Der er blevet sunget masser af sange til de store fællessamlinger med sceneshow. Og ifølge Johanne Nørtoft, har det hele været endnu bedre end forventet.
– Det giver et helt særligt fællesskab, når vi synger sammen. Især når vi synger “Giv os lyset tilbage”, bliver der virkelig skrålet igennem – det er så fedt! Når man kan mærke, at vi alle sammen bare vil det her, er der en helt særlig stemning af, at alt kan lade sig gøre, siger hun.
Masser af sjove workshops
Udover at snakke om hvad Danmark betyder, og hvornår man er dansk, har eleverne også lavet alverdens sjove og til tider gakkede ting. De deltog nemlig på forskellige workshops i alt fra “Nak og æd”, “Vildmandsdysten” til “Kend din krop” og “Ungdommen nu til dags”.
Både undervisere og alle andre omkring festivalen er unge, frivillige fra KFUM og KFUK. De mange forskellige workshops er blevet til ud fra, hvad de frivillige undervisere selv brænder for og synes er sjovt, fortæller den anden festivalchef på Efterskolefestival, Kristine Strunge.
– Det kan forhåbentlig være med til at vise eleverne, at det ikke handler om, at man skal være så god som mulig eller at få de bedste karakterer – men om at være sig selv og have det sjovt, og lave noget sammen som ingen bliver vurderet på, siger hun.
TV2 Østjylland var på besøg mandag – du kan se indslaget her: