
På Hardsyssel Efterskole handler det nemlig ikke kun om at forbedre sig fagligt i 10.klasse, men også om at lære sig selv endnu bedre at kende. Mange elever i 10. klasse vælger en efterskole for at blive endnu mere klar til en ungdomsuddannelse, og prøve sig selv af, uden at far og mor er til stede. På Hardsyssel Efterskole vil vi udfordre dig både fagligt og dannelsesmæssigt.
En af de store forskelle mellem at vælge 10. klasse på folkeskolen kontra efterskole er, at du på efterskolen også møder dine lærere om aftenen, til måltiderne, i weekenden og på mange andre tidspunkter. Det at møde lærerne uden for undervisningssituationerne giver et særligt fællesskab og undervisningsmiljø.
Hos os kan du vælge mellem to forskellige 10. klasser – én med prøver og én uden prøver. Læs mere om dem herunder.
Alle elever i 10. klasse skal have: Dansk, engelsk og matematik. Herudover har man mulighed for at tilvælge tysk og fysik. Hvis man ikke vælger tysk eller fysik, skal man have ’life skills’ i stedet, som består både af egen studietid, timer hvor man er med i køkkenet eller med pedellen i værkstedet og indimellem også mulighed for forskellig faglige forbedringer, der bliver udbudt i periode, fx skriftlig dansk.
Derudover skal du have 10.spor og 10.dannelse. 10.dannelse har du ca. hver anden onsdag formiddag, hvor fokus er på et dannelses-tema som ligger inden for en blanding af historie, samfundsfag og kristendom.

I dansk og faget dannelse følger du din stamklasse. Her oplever vi, at spredningen i niveau kan give gode debatter og faglige spørgsmål, ligesom vi undervisningsdifferentierer, når det giver mening.
I engelsk og matematik niveaudeler vi, så man måske bedre tør øve sit mundtlige engelsk eller har mulighed for at arbejde hurtigt i matematik. I tilbudsfagene tysk og science (fysik/kemi) er du sammen med et hold på tværs af 10. klasserne. Her er niveauet blandet, da vi oplever, at det giver gode faglige spørgsmål og både den øvede og usikre får noget ud af at lære af hinanden.
Vi afslutter de prøvefaglige fag med folkeskolens 10.klasses afgangsprøver (FP10). Vi oplever, at det gode undervisningsmiljø, de tætte og trygge sociale rammer og ikke mindst engagerede lærere, som hjælper og udfordrer dig i dagligdagen, giver et godt udgangspunkt for dig til at yde dit bedste til prøverne.
Hvis du vælger tysk og science er valget bindende, og du tilmelder dig automatisk eksamen i disse fag.

Vores X10 klasse giver flere muligheder for faglig udvikling og fordybelse, da vi arbejder mere tværfagligt og projektorienteret igennem skoleåret. Vi arbejder med to overordnede områder: 1) Humaniora – dansk, kulturfag og engelsk. 2) Naturvidenskab – matematik og science.
Vi arbejder med forskellige projekter igennem året, hvor eleverne bruger og udvikler deres kunnen inden for flere forskellige fag på samme tid. Det kunne eksempelvis være projekter omkring: ‘Hvad er et menneske?’ og ‘Hvordan forholder vi os til klimakrisen?’.
Skoleåret afsluttes med en afsluttende opgave og en udtalelse (uden prøver). Når du vælger X10 er det en forudsætning, at man er uddannelsesparat til alle ungdomsuddannelser.




I 10. klasse skal du vælge et spor, som løber et halvt år ad gangen. Sporene tager udgangspunkt i, at der skal være noget for hjertet, hånden, helbredet og hjernen. Sporene har du 3,5-4,5 timer om ugen og er udover linjer og valgfag, der hvor du selv har mulighed for at sammensætte et skema efter dine interesser.
Man kan typisk vælge i mellem:




Alle elever i 10. klasse skal som en del af obligatoriske undervisning i 10.klasse både i brobygning og skrive en Obligatorisk Selvvalgt Opgave (OSO). I brobygning kommer du ud og oplever to forskellige ungdomsuddannelser af hver to dages varighed. OSO-opgaven skal omhandle tanker om og vejen til ens ungdomsuddannelse.
Vi lægger OSO-opgaven i efteråret samtidig med, at eleverne er i brobygning, så uddannelsesbesøg og OSO hænger sammen. Samtidig ligger 9.klassernes projektopgave og deres uddannelsesdage samtidig, så uge 45 og 46 handler om uddannelse og fremtid.








Lærer
Anders er den ene halvdel bag vores musiklinje, og det er der god grund til. Han har nemlig mange års erfaring som musiklærer – både fra forskellige musik- og aftenskoler og senest fra Staby Efterskole. Han har også sin teori fuldstændig på plads, da han kommer med en kandidat i Musikvidenskab, samt den ret tjekkede titel Certified Electronic Music Producer fra Berkley College University. Udover at være musiklærer underviser Anders også i matematik i både 9. og 10. klasse. Når Anders ikke er at finde på Hardsyssel Efterskole, så er der gode chancer for at finde ham på en frisk løbetur, ude med fiskestangen eller naturligvis ude og spille musik.

Lærer
Helle underviser i dansk, engelsk, dannelse, periodefag og ikke mindst valgfaget ’bogklub’, som hun har taget initiativ til. Helle har nemlig udover læreruddannelsen også en uddannelse som boghandler og deraf også en stor interesse for bøger. Fritiden bliver brugt til det yderste og Helle fordeler sin energi og sit smittende væsen mellem familien og hjembyen Hjerm, hvor hun opererer som multifrivillig i alskens udvalg, bestyrelser og forældreforeninger. Derudover finder hun også tid til at gå til kor – en passion hun har dyrket gennem mange år.

Lærer - TR
Martin har været på Hardsyssel siden han blev færdig på seminariet, og han underviser i matematik, skills, på Outdoorlinjen og i valgfagene adventurerace, friluftsliv-light og køkkenhave. Også privat brænder Martin for at dyrke alskens gode sager i køkkenhaven – et levn fra opvæksten på gården hjemme i Thy. Tilhørsforholdet til Thy fornægter sig ikke, og han kan skrue op og ned for dialekten hurtigere end eleverne kan klappe højskolesangbogen i. Hvad end det er på rigsdansk eller på Thysk, så kan Martin noget med ord, og han er en den fødte entertainer og taler, som ikke er bange for at tale om de store ting i livet, og som sætter en ære i at møde eleverne lige nøjagtig der, hvor de er.

Lærer - Uddannelsesvejleder
Mads har en bachelor i idræt og sundhed og en kandidat i Medievidenskab – en baggrund han på Hardsyssel bruger i fagene dansk, kulturfag, idræt, fodbold samt på sportslinjen, og derudover er han uddannelsesvejleder. Mads er har et alsidigt CV og har tidligere slået sine folder hos TV2 SPORT og DR P4 Midt & Vest. I fritiden kan man blandt andet finde ham på en fodboldbane, en håndboldbane eller på hjemmebanen med familien.

Lærer
Signe udgør halvdelen af læresiden på Musiklinjen og derudover underviser hun på vores prøvefrie klasse X10. Signe har siden barnsben slået sine folder i FDF og er stadig aktiv i March og Lejr-udvalget, og der er da heller ingen som hende, der kan fejre udgivelsen af den nye Højskolesangbog. Signe er med andre ord en rigtig musik-ildsjæl, og sådan en er uundværlig på en efterskole. Når hun holder fri, kan man finde hende foran klaveret derhjemme, på en rask gåtur eller allerhelst i Limfjordens kolde vand, som hun gæster både sommer og vinter.

Lærer
Nikolaj underviser i dansk i 10. klasse og han er én af lærerne bag vores populære filmlinje, samt flere forskellige filmiske valgfag. Og det passer Nikolaj helt perfekt – han betegner nemlig sig selv som en ægte filmnørd. Han sætter sine erfaringer i spil fra sin uddannelse som journalist, samt flere år på Jyllands Posten, når han skal hjælpe eleverne med at udtænke et spændingsfyldt plot til deres næste filmprojekt. Nikolaj har en lang historik med KFUM og -K, hvor han tidligere har været ansat til at udvikle efterskole events og initiativer, samt har været og fortsat er aktiv som frivillig i forskellige sammenhænge.

Lærer - Uddannelsesvejleder
Jakob slår sine folder som lærer på Outdoorlinjen, håndværk & design, og på vores prøvefrie klasse X10. Derudover er Jakob også uddannelsesvejleder. Han er uddannet friluftsvejleder og i fritiden boltrer han sig både som leder hos KFUM-spejderne samt i sit veludstyrede værksted i færd med endnu et nyt og avanceret gør-det-selv-projekt. Kend Jakob på højden, Fjällräven-uniformen og den evigt friske bemærkning.

Lærer
Steen har tidligere været både i folkeskolen, på en friskole samt en anden efterskole, så han har masser af erfaring at bringe med ind i klasselokalet, hvor han underviser i engelsk og kulturfag. Derudover besidder han en vigtig post som IT-mand og administrator af vores intranet, Viggo. Steen er en rigtig eventyrer, som elsker at rejse og opleve verden og samtidig dyrke sin store interesse for historie. Tidligere var det hele familien på fem, der rejste, men efterhånden er ungerne blevet så store, at Steen og hustruen i stedet rejser ud i verden og besøger dem. I fritiden nørder han i ølbrygning, hvor han sammen med en flok kammerater, hvert år producerer en lille portion gode øl.
Søg