Sportslinjen er for dig, der er vild med at være aktiv, men ikke har kastet din kærlighed på én specifik sportsgren. På sportslinjen får du mulighed for at prøve kræfter med en lang række af forskellige sportsgrene samtidig med, at du har det sjovt med dine venner.
Der er ingen krav om, at du skal kunne en hel masse i forvejen, men det er afgørende, at du har ja-hatten på og tør kaste dig ud i nyt. For du kommer med garanti til at prøve en masse nyt og måske får du også rykket et par grænser undervejs. Og hvem ved – måske finder du lige præcis DIN sportsgren undervejs.
På sportslinjen bliver du præsenteret for en lang række af både kendte og mindre kendte sportsgrene. Vi skal både prøve kræfter med klassiske sportsgrene såsom fodbold, håndbold, badminton, volley, beach volley, og så skal vi selvfølgelig afprøve en masse, du måske aldrig har prøvet før. Det kan fx være padeltennis, tennis, yoga, dans, kampsport, SUP, ridning, spikeballe, kajak, mountainbike og spring.
Mange sportsgrene kan vi dyrke på skolen, men vi skal selvfølgelig også ud på tur og have en masse idrætsoplevelser sammen på linjen. Det kan fx være en tur til CableFun i Struer, hvor vi prøver SUP og Wake-board. Eller til DGI-huset i Herning, hvor vi bl.a. prøver kræfter med motion i vand som aqua-gym, vand-spinning og vandpolo, eller til Klitmøller for at surfe.
Vi har også været på Ishockeystadion, hvor vi i fuld udrustning spillede ishockey. For ikke at nævne fodboldgolf, golf, tennis og orienteringsløb, som også har ført os ud af huset. Nogle gange tager vi cyklen ud til de steder, vi skal besøge, men ligger det længere væk end Struer og Holstebro, så kører vi med bus.
På skolen har vi en stor sportshal med fitnessrum, springgrav, airtrack, bander og mål. Den benytter vi ofte i forbindelse med linjefaget, men du er også velkommen til at benytte hallen i fritiden sammen med vennerne – den er til for det samme. Måske du trænger til en revanche i badminton eller nyder et break ved at holde grundformen ved styrketræning på vores motionshems.
På Sportslinjen kommer du også til at dyrke forskellige former for fitness, såsom cirkeltræning, spinning, vægttræning, yoga, kredsløbstræning mm. Som elev på sportslinjen har du mulighed for at træne frit i Struer Fitness.
Hvad siger eleverne om sportslinjen
Jeg valgte Hardsyssel efterskole, fordi at jeg godt kunne lide det med, at der er plads til alle. Skolens rammer er mega fede. Jeg har valgt sportslinjen fordi det lød mega fedt, hvilket det også er. Vi prøver en masse forskellige sportsgrene, som man normalt ikke ville prøve. Så det mega fedt at gå på efterskole, når der også er plads til alle og folks forskelligheder.
Jeg valgte sportslinjen på Hardsyssel fordi, at jeg syntes, det var fedt, at man ikke behøver at være god til en specifik sportsgren for at være på linjen. Vi prøver en masse forskellige sportsgrene og aktiviteter på linjen. Vi har bl.a. dyrket crossfit, lavet duatlon, cyklet mountainbike og lavet vandaerobic. Men vi dyrker også mere almindelige sportsgrene som håndbold, fodbold og badminton.
Jeg valgte sportslinjen fordi, at det ikke kun drejer sig om fx fodbold eller håndbold, men at vi prøver en hel masse forskelligt. Hvilket er godt, når man ikke er god til noget specielt, men godt kan lide at bevæge sig. Jeg kan også godt lide, at vi selv har været lidt inde over, hvad vi gerne ville lave på linjen.
Jeg valgte Hardsyssel fordi man på sportslinjen kan prøve en masse forskellige sportsgrene. Det bedste ved skolen er, at man kan snakke med alle – på kryds og tværs af årgangene.
Lærer - Uddannelsesvejleder
Karin har været på Hardsyssel i 20 år og er fast inventar på sportslinjen og underviser derudover i engelsk på alle klassetrin. Karin kom til Hardsyssel som helt grøn lærer og har siden været med til at give knap 2000 elever et mindeværdigt efterskoleår. Hun er altid klar på en snak og et opmuntrende ord, når der er behov for det. I fritiden holder hun et altid vågent øje på boligmarkedet, når hun ikke lige har travlt med familien eller med at dyrke den ene eller anden form for sport.
Lærer - Uddannelsesvejleder
Mads har en bachelor i idræt og sundhed og en kandidat i Medievidenskab – en baggrund han på Hardsyssel bruger i fagene dansk, kulturfag, idræt, fodbold samt på sportslinjen, og derudover er han uddannelsesvejleder. Mads er har et alsidigt CV og har tidligere slået sine folder hos TV2 SPORT og DR P4 Midt & Vest. I fritiden kan man blandt andet finde ham på en fodboldbane, en håndboldbane eller på hjemmebanen med familien.
Lærer
Randi har gang i sit 13 år på Hardsyssel, og hun synes stadig, det er lige hårdt at sige farvel hvert år. Hun underviser i Matematik, Science, på Sportslinjen og naturligvis i valgfagene Volleyball og Beachvolley. Randi har altid været aktiv i KFUM/K, og i dag er hun også en del af FDF-familien i den lokale kreds. Randi er utrolig imødekommende og omsorgsfuld over for både kolleger og elever, og man er altid sikret et smil og en snak, når man møder hende på gangene. I fritiden elsker hun at overnatte med hele familien i deres nybyggede shelter, løbe en rask tur eller nappe en dukkert, når chancen melder sig.
Lærer
Lars kommer fra et job som lærer i folkeskolen, hvor han igennem mange år har arbejdet i udskolingen og har derfor stor erfaring med aldersgruppen. På Hardsyssel underviser Lars i matematik, dannelse, håndbold og så er han en del af teamet bag sportslinjen. Lars har en fortid som elite håndboldspiller i HH90 (senere Team Tvis Holstebro), men i dag er det de lange løbeture, der holder formen ved lige. Udover en stor appetit for fysisk aktivitet har Lars også en stor rejselyst, som har bragt ham på flere vilde eventyr. På listen over personlige favoritter tæller en fire måneder lang tur fra nordspids til sydspids i Sydamerika, og så har han slidt adskillige vandrestøvler op i Himalayabjergene, som hører til blandt favoritdestinationerne. Kend ham på højden, hestehalen og humøret.
Måske disse valgfag har din interesse?
HÅNDBOLD er lig med sved på panden, harpiks på hænderne og smil på læben.
Læs mere
Bliv udfordret både fysisk og psykisk og oplev sammenholdet på et team, hvor det handler om at samarbejde og støtte hinanden – for ingen er stærkere end det svageste led.
Læs mere
I SPRING bliver du præsenteret for de forskellige aspekter i springgymnastik. Det gælder alt fra trampet, banespring, teknikstationer til den mere frie og fortolkende springgymnastik, der er inspireret af parkour.
Læs mere
Er du vild med vand, sejlads og eventyr? Så vælg valgfaget KANO, hvor du bliver fortrolig med kanosejlads og får en masse sjove oplevelser med dine venner.
Læs mere
I VOLLEY er alle spillere vigtige og kampgejsten og sammenholdet er altafgørende.
Læs mere
I STYRKETÆRNING handler det om at lære de grundlæggende styrketræningsøvelser, træningsudstyr og principper bag træning, med henblik på at blive stærkere og udvikle sine muskler.
Læs mere
Er du vild med fysisk udfoldelse, og vil du udvikle både din taktik og din teknik inden for badminton? Så vælg BADMINTON og se frem til et sjovt og aktivt indslag i skemaet.
Læs mere
I valgfaget BRÆTSPIL kommer du til at stifte bekendtskab med en bred vifte af forskellige brætspil inden for forskellige genrer.
Læs mere
I klatring er du garanteret op til flere adrenalinsus, når du prøver kræfter med vores klatrevæg, træklatring, rappelling og ekstremgyngen.
Læs mere
Vælg Sport som linjefag på efterskole og få et aktivt år fyldt med motion, idræt og fællesskab! På vores Sportslinje kan du udfordre dig selv i et bredt udvalg af sportsgrene som fodbold, håndbold, volley, wakeboard, golf, styrketræning, yoga og meget, meget mere. Vi har faciliteterne til både hold- og individuel træning, så uanset dit niveau får du mulighed for at bevæge kroppen og have det sjovt imens.
Hardsyssel Efterskole er ikke en decideret idrætsefterskole – vi har ikke nogen forventninger omkring niveau og tilbyder også andre linjefag, men Sport er alligevel én af vores største linjer. Vi har fokus på at alle kan være med, have det sjovt og styrke kroppen, mens vi afprøver et hav af forskellige sportsgrene.
Efterskolen er beliggende i Jylland – nærmere bestemt mellem Struer og Holstebro i Vestjylland. Vi ligger for enden af Holstebro-motorvejen, og har gode togforbindelser fra det meste af landet til Struer. Derfor har vi også elever fra hele Jylland – faktisk fra hele landet.
Få et år på efterskole fyldt med sport, idræt og motion på Hardsyssel Efterskole.
Søg